Teitur Skoubo er blevet skudt i skoene, at han har noget at gøre med Christel Trubka og Nicolai Hellers brud, men det afviser han pure.
Christel Trubka og Nicolai Heller stod frem som kærester for en uge siden, men i weekenden offentliggjorde de to ‘Ex on the Beach’-stjerner, at de var gået fra hinanden.
Da Nicolai Heller beskrev bruddet på sin Instagram-profil skrev han, at det hang sammen med hendes besøg hos Teitur i Spanien, og derfor har der været spekuleret i, at færingen har haft en fod med i spillet.
Det passer dog slet ikke.
– Jeg blev lidt forvirret, da jeg vågnede, fordi alle folk skrev til mig og spurgte, hvad fanden jeg havde gjort. Jeg tænkte ‘hvad sker der her?’. Min indbakke er eksploderet, fordi folk spørger mig om, hvad jeg siger til, at Nicolai giver mig skylden for deres brud, siger Teitur Skoubo til Ekstra Bladet og fortsætter:
– Jeg er lidt chokeret, men sådan nogle ting sker jo i denne her verden, hvor folk siger et eller andet. Jeg tror, det bunder i, at det er meget nemmere at kaste skylden væk fra sig selv og give en anden skylden for, at forholdet ikke virker, lyder det.
I interviewet med Ekstra Bladet slår Teitur videre fast, at Christel er i Spanien med en gruppe veninder for at fejre noget fødselsdag – og derfor ikke specifikt for at besøge ham:
– Det her har intet med mig at gøre overhovedet. Christel er hernede, fordi vi har en fælles veninde, som har fødselsdag, og så skulle vi fejre hende og lave surpriseparty. Christel er jo også veninde med min kæreste Teresa. Det må være Christel eller Nicolai, der definerer, hvad der gik galt mellem dem, men det har intet med Christels tur herned at gøre.
Teitur er i dag kærester med sin ekskæreste Theresa. Han har tidligere dannet par med Christel.