Den tidligere ‘Paradise Hotel’-deltager Tobias Friberg fortæller, at han støtter Teitur og tror, at færingen er uskyldig.
Teitur Skoubos dom på 2,5 år for voldtægt har fyldt meget i realitybilledet i den seneste uges tid, og flere har været ude at tage afstand fra ‘Paradise Hotel’-vinderen.
Nu får han dog støtte fra uventet kant. Tobias Friberg, som tidligere også har deltaget i ‘Paradise Hotel’, og som endda har overfaldet Teitur, erklærer sin støtte til færingen.
Tobias Friberg har selv haft en stor dom inde på livet, da han blev idømt 40 dages fængsel for at have slået og sparket sin ekskæreste tilbage i april 2021.
Netop derfor tror han på Teiturs uskyld:
– Folk skal virkelig huske, at selv om man er dømt i retten, er det ikke ensbetydende med, at man er skyldig. Der er så mange grundlag, der spiller ind i en retssag, og får man sagt noget, som kan virke forkert, så er man allerede dømt på forhånd, skriver paradisoen på sin Instagram-profil.
– Voldtægt er ALDRIG okay!!! Og jeg væmmes ved folk, der gør sådan nogle ting. Men lige i den her sag vælger jeg ikke at tro på, at Teitur er skyldig!
– Jeg har selv oplevet på egen krop, hvor hurtigt man bliver dømt som offentligt ansigt, og hvor mange folk som i sidste ende egentlig bare vil ramme en.
Tobias Friberg langer samtidig ud efter alle hans venner, som har vendt ham ryggen efter voldtægtsdommen.